Af Benjamin S.E (baseret på “Den store Søslange af H.C Andersen)

Igennem skoven i det vestre Jylland, gik en ulvehund.

Det tygge måstæppe liggende i bunden af skoven, gjorde det svært at høre ulvehunden komme snigende.

En hjort stod længere fremme i skoven.

Ulvehunden havde forfulgt hjorten i nok et stykke tid, stille og roligt havde hun fulgt hjorten igennem skoven og over engene, intet havde den fattet endnu, til ulvehundens fordel. Ulvehunden begyndte at nærme sig.

”Et øjeblik endnu, da kan jeg springe på dyret og tage det tilbage til ungerne.”

Tænkte hun sig. Da ulvehunden anlagde sig, sådan at hun var klar til at nedlægge hjorten, hørtes et knæk efterfulgt af hylet tilhørende en lille hvalp.

I det samme lagde hjorten blikket på ulvehunden kun få meter fra sig, og satte i løb igennem skoven. Væk var hjorten, på et øjeblik, for den havde nok intet ønske om at blive frokost. Ulvehunden satte ej efter hjorten, det var nemlig et velbekendt bjæf der havde lydt sig fra et sted bag hende.

Og tidsnok med at ulvehunden vendte sig om, sås en lille pelsklump væltende ud af en tyttebær busk. Ulvehunden sukkede nok så dybt og begav sig, med trave skridt, mod hvalpen, og sagde da

”Du kan ikke blive ved med at følge efter mig på jagt, når du skaber en sådan larm og tumult. Ellers vil vi jo ikke have noget at spise, hvis du skræmmer alle dyrene væk.”

Ulvehunden puffede til hvalpen så den stod, og tog da fat i hvalpens nakkeskind, løftede den fra skovens bløde måspuder, og begav sig mod hulen i bakken, de selv have udgravet for mange måner siden, og nu kaldte deres hjem.

Hvalpen protesterede da gevaldigt og krævede at løslades fra sin moders greb.

”Hov! Hvad laver du? Jeg vil selv gå, jeg har ikke gjort noget! Sæt mig straks ned!”

Lød det fra den magtesløse hvalp.

”Vi må hjem til de andre min ven, og hvis du selv skal gå hele vejen, vil det tage os det halve af dagen. Så du må nok forstå at jeg er nødt til at bære dig.”

Svarede ulvehunden.

Da indstillede hvalpen sin protest-tale, men hang, med måbende udtryk, fra sin moders mund.

Tilbage ved hulen ventede familien, og hvalpens far var da nok forbavset over hvordan deres midterste hvalp igen var undsluppet og fulgt efter sin mor på jagt.

”Ingen fangst denne gang. Vores lille hvalp her nåede da at skræmme hjorten væk.”

Sagde ulvehunden.

”Og det hjælper da heller ikke at de der kalder sig hersker over naturen, altså mennesket har indfangede en større del af dyrene og sat tråde med lyn i sig omkring dem, for at holde os ude.”

Sagde hvalpens far let sørgmodigt.

Ulvehunden satte da sin sprællene hvalp, ned ved hullets udmunding.

”Nej– De ønsker os ikke i deres nærhed. Jeg forstår dog ikke hvorfor menneskerne afskyr os. Hvad andet har vi gjort end at forsørge os selv, ligesom de?”

Sagde ulvehunden med et dybt suk.

Da begav ulve-familien sig ned i deres hule-hjem. Og de tre hvalpe, af et par måneders alder, krøb indtil deres moder, der kunne de føle sig sikre i en verden, der ikke syntes at ønske dem meget godt i livet.

Der kunne sove trygt i nat. Uden frygt for menneskets udryddende opfindelser og opførsel.

Da de to forældre var sikre på at alle hvalpene var døset hen. Tog hvalpenes far ulvehundens plads ved de små, og trykkede dem ind til sig.

Ulvehunden måtte forsøge at anskaffe familien noget føde, ellers ville de ikke klare sig meget længere endnu. Da begav hun sig ud i aftensolens gyldne skær, på vej mod den nærliggende ”menneske-gård”.

Hun havde forhørt sig med nogle af skovens andre dyr og fik at vide om et hul i hegnet lavet af lyn-trådene besat af skarpe spidset, der omgav menneske-gårdens eng. Og ulvehunden havde erfaret sig at mennesket kun holdt vagt ved sine får om dagen.

Menneskets hjem og dets tilhørende strukturer var intet som den af ulvenes. Ulvehunden sneg sig hurtigt forbi og begav sig mod den fjerneste ende af lyn-trådene, der var hullet, det så ikke ud ag meget, men det var nok til at ulvehunden ville kunne komme igennem uden at skade sig på trådenes farlige spidser og lyn.

Da lagde hun sig på lur foran hullet og ventede et par slag fra den nærliggende kirke.

Da den havde slået for tredje gang, sneg ulvehunden sig igennem lyntrådene, elegant som hun var, ramtes da ingen af dem.

Og dér, lidt længere fremme sås et får og dets kid stående, helt alene ude på engen. Ulvehunden havde oprindeligt tænkt sig at vente, men enhver der ikke har spist i en snes dage, ved at ulvehunden, ej kunne holde sig tilbage da udsigten til føde bød sig.

Ulvehunden krøb sig langsomt tættere på og sprang da på fåret, hvis kid af ren skræk besvimede.

Ulvehunden var så optaget af sit bytte, at hun ej havde fået fært af det menneske der havde patruljeret engen.

Der lydtes et højt og nok så skarpt smæld.

Ulvehunden nåede da lige at hør lyden før hun blev ramt at tretten små kugler, der havde forladt et rør i menneskets arme med en sådan fart, at de havde begravet sig dybt i ulvehundens krop. Der mærkedes en skarp smerte, den varede dog ikke længe. For da blev alt mørkt, der fandtes ingen tanker, ingen lyde, ingen familie at komme tilbage til.

Men heller ingen smerter eller sult. Hvis hun kunne tænke sig en sidste tanke ville det være, hvor dybt hun fortrød at sætte sine hvalpe i denne onde verden, for de mødte da nok en dag, den samme skæbne som deres moder gjorde denne sen-sommeraften.

Ulvehunden blev ikke begravet. Nej, hun blev lagt foran en masse mennesker der skulle fortælle om denne mærkværdige bedrift til alle dem der ikke selv var der.

Og da stod de tilbageværende hvalpe og deres fader i kanten af skoven og så til, med frygtende blikke.

For hvem var dog så ond at tage en desperat moders liv.

Mennesker.

Udgivet Onsdag den 23. september 2026 af Benjamin Sølberg Ellekær

© 2026, Benjamin Sølberg Ellekær, All rights reserved. The text may not be redistributed for profit without the authors explicit written permission.